HR
Vores ældre ansatte får rådgivning om at gå fra arbejdsliv til seniorliv
Hvordan kan virksomheder tage et medansvar for, at ældre ansatte får skabt sig den økonomiske sikkerhed, som de behøver i årene efter arbejdslivet? Flere af vores +60-årige medarbejdere har i denne måned deltaget i et seniorseminar.
Danskerne lever længere og skal blive længere på arbejdsmarkedet, og for virksomhederne kan de erfarne medarbejderes ressourcer være en stor gave. Det stiller dog også krav til landets arbejdspladser om at skabe trivsel og tryghed for ældre kollegaer i de ekstra arbejdsår – ligesom arbejdspladser må få skabt rammerne for, at ældre medarbejdere kan få en glidende overgang til seniorlivet og blive klædt på til at tage de rette økonomiske valg for den livsfase. Hos Elis har vi en høj medarbejderanciennitet, og allerede nu oplever vi, at vi har fået flere ældre medarbejdere. Ud af vores ca. 1.400 medarbejdere i Danmark, er 190 af vores funktionærer og timelønnede medarbejdere 60 år eller ældre, og alle har både en pensions- og sundhedsordning hos Danica Pension eller PensionDanmark. Derfor har vi arrangeret, at de 2 pensionsselskaber hver især i starten af denne måned holdt et seniorseminar på hhv. vores arbejdsplads og via Teams for vores +60-årige medarbejdere, hvor de fik professionel rådgivning om overgangen fra arbejdslivet til seniorlivet.
Vores HR-direktør Natja Aaberg Hornsbæk fortæller: ”Vi har ikke kun et ansvar for at onboarde nyansatte medarbejdere godt – vi har også et ansvar for at fastholde og offboarde vores ældre medarbejdere bedst muligt. Det fortjener de, efter at de i en stor del af deres arbejdsliv har gjort en kæmpe indsats for vores forretning. Og det er alle virksomheder nødt til at blive dygtigere til i de kommende år, så vi kan rumme og favne den øgede andel af aldrende medarbejdere. Alle de lidt uoverskuelige økonomiske beslutninger for alderdommen, som de fleste af os helt naturligt skubber foran os livet igennem… dem vil vi gerne gøre det nemmere for vores medarbejdere at træffe i tide, så de kan skabe de absolut bedste betingelser for sig selv. Derfor valgte vi også, at seniorseminaret skulle ligge i arbejdstiden, så det var lettere, og flere af vores medarbejdere prioriterede at deltage”, siger Natja Aaberg Hornsbæk og fortsætter:
”For os betyder det meget, at vores medarbejdere nu har fået mere klarhed over spørgsmål som: Hvor gammel skal jeg være, for at jeg kan gå på pension? Kan jeg få folkepension eller efterløn, og hvor meget kan jeg forvente at få udbetalt? Hvilke andre offentlige ydelser kan jeg få, og hvilke investeringsmuligheder har jeg? Og hvordan kan jeg bedst sikre mine nærmeste økonomisk? Den viden kan allerede nu hjælpe vores medarbejdere med at gøre sig overvejelser om, hvordan de i de kommende år skal planlægge deres økonomi og arbejde for at opnå den levestandard og tryghed, de ønsker som seniorer.”
Værdifuld viden for medarbejdere, der ikke har boet hele livet i Danmark
Mange af vores vaskerimedarbejdere har en anden etnisk oprindelse end dansk, og ifølge Natja Aaberg Hornsbæk har det sandsynligvis for dem haft en særligt stor betydning at få professionel rådgivning:
”Nogle af vores vaskerimedarbejdere er først kommet til Danmark senere i livet, og de har ikke opsparet pension i så mange år. De kender måske ikke så meget til det sikkerhedsnet, vi har her i landet, og nogle er i tvivl om helt basale ting, som hvor pensionspengene egentlig ligger til dem, og hvem de skal kontakte for at få dem udbetalt. Ved seniorseminaret blev der skabt trygge og naturlige rammer for, at de kunne få stillet alle de spørgsmål til eksperterne, for her var vores over 60-årige vaskerimedarbejdere samlet i en gruppe af ligesindede fra mange forskellige kulturer, og de har jo alle en alder, hvor den rådgivning er relevant. Vi optog også seminaret til de medarbejdere, der ikke havde mulighed for at deltage – og på den måde kan deltagerne nu også høre de vigtige informationer igen”.
Vores ældre medarbejdere er en værdifuld ressource
En af ledestjernerne i vores CSR-strategi handler om at skabe en fleksibel, rummelig og god arbejdsplads for vores medarbejdere. Og som Natja Aaberg Hornsbæk fortæller, er det også i dén sammenhæng vigtigt at have blik for vores ældre kollegaers behov:
”Jeg tror, at mange virksomheder især har fokus på børnefamiliers behov for fleksibilitet – men hos Elis vil vi gerne tilbyde vores medarbejdere fleksibilitet hele livet igennem. Det er jo også helt okay, hvis vores ældre medarbejdere ønsker at møde senere eller gå før, fordi de vil hente deres børnebørn eller have mere tid til deres hobbyer. Vores værdier og behov forandrer sig med alderen, og det skal vi som arbejdsplads kunne tilpasse os. Derfor har vi også en politik om, at vores ledere skal tage en dialog med alle vores 58-årige medarbejdere for at høre, om de forventer at kunne fortsætte i deres job som i dag, om de gerne vil gå ned i tid, eller om vi som arbejdsplads kan gøre noget, hvis nogle arbejdsopgaver er blevet for hårde eller komplicerede”, siger Natja Aaberg Hornsbæk og fortsætter:
”Vi oplever, at vores ældre medarbejdere er en enormt stabil, engageret og positiv arbejdskraft. De har en erfaring, som kan komme yngre medarbejdere til gode, og de har en stor opmærksomhed på trivsel, så de er meget værdifulde for os. Og selvfølgelig vil vi gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at vores loyale medarbejdere en dag i deres pensionsalder kan se tilbage på vores arbejdsplads med stolthed og en følelse af, at vi har hjulpet dem godt videre”.
Vi har i mere end 20 år været en arbejdsmiljøcertificeret virksomhed – læs mere her
Vil du vide mere om fordelene ved at samarbejde med en tekstilservicepartner, der har fokus på medarbejdernes trivsel? Ring til os på tlf. 70 13 33 31 eller send os en e-mail på: dk-info@elis.com