CSR

Sheilas fleksible arbejdstid skaber balance i livet som mor og vaskerimedarbejder

Hos os får medarbejderne mulighed for at tilpasse deres arbejdssted og -tid ud fra deres livssituation. Sheila er én af de vaskerimedarbejdere, der har fleksible arbejdstider – og det skaber en balance i Sheilas liv, som betyder, at hun kan være en fleksibel mor og kollega, der opfylder både sine børns og kunders forskellige behov i hverdagen.

Sheila

Sheila har været ansat hos vores industrivaskeri i Taastrup i ca. 5 år, og her står hun hver dag klar til at sortere, vaske og pakke vores kunders tøj. Sheilas møde- og gåtider veksler, og de må ofte planlægges fra dag til dag – men vores kunder kan altid stole på, at hun løser deres opgaver rettidigt og til punkt og prikke.

"Da jeg startede hos Berendsen, var jeg alene med mine børn hver 2. uge, så dengang skiftede jeg mellem at arbejde kl. 6-14 den ene uge og kl. 7-15 den næste. Nu er jeg ikke længere alene med mine børn, men jeg har 4 børn i alderen 3-14 år, som skal afleveres og hentes i børnehaven og skolen hver dag, og jeg har selvfølgelig også flere skolesamtaler, børnehavearrangementer og læge- og tandlægebesøg i hverdagen end de fleste. Det betyder alt for mig, at jeg kan tilpasse min arbejdstid, så det passer med både mine børns og produktionens behov. Noget af det allerbedste ved at være ansat hos Berendsen er, at vi medarbejdere altid kan sige tingene, som de er, og have en åben dialog med vores chefer – også når det kommer til vores livssituation og behov omkring arbejdstiden ", siger Sheila.

Størstedelen af vores funktionærer har ingen faste arbejdstider eller -steder. Vores miljø- og arbejdsmiljøkonsulent, Christina løser sine arbejdsopgaver fra Spanien. Læs mere her

Fleksibel ledelse giver fleksible medarbejdere

Den åbne dialog og fleksibiliteten er også noget, som Taastrup-vaskeriets produktionschef Flemming Travn Rasmussen ser som en stor værdi. Som han fortæller, er Sheila selv en medarbejder, der udviser en bemærkelsesværdig fleksibilitet – og hun er bl.a. blevet udnævnt af ledelsen som én af vores "Chevron"-medarbejdere, der i høj grad udlever vores virksomheds værdier og gør en reel forskel for det enkelte vaskeri. Som en anerkendelse af Sheilas indsats er hun ligesom vores andre "Chevron"-medarbejdere blevet belønnet med rejser til europæiske hovedstæder.

"Sheila er den første, der tilbyder at give en ekstra hånd, når der er travlhed i produktionen – og hun er proaktiv og kommer med utallige forbedringsforslag. Jeg vil hellere end gerne bestræbe mig på at planlægge hverdagens opgaver, så vi kan fastholde værdifulde kollegaer som Sheila og vaskeriets andre dygtige medarbejdere, der også har forskellige særaftaler om deres arbejdstider. Vi oplærer mange medarbejdere indenfor flere forskellige vaskeriopgaver, så de kan arbejde i rotation og tage over for hinanden, når de hver især har behov for at være væk fra arbejdspladsen. Mine medarbejdere kan jo kun fungere og præstere på jobbet, når de også kan fungere i privatlivet. Og den fleksibilitet, som vi giver til vores medarbejdere, giver de os mange gange tilbage!", siger Flemming Travn Rasmussen.

At vores medarbejdere får et fleksibelt arbejdsliv med respekt for den enkeltes behov forebygger samtidig stress og nedslidning og fremmer vores indsats for verdensmål nr. 3: "Sundhed og trivsel".

"Hvis du insisterer på, at alle skal møde samme sted kl. 8-16 hver dag, mister du dine dygtige medarbejdere, når deres liv forandrer sig. Mange behøver fleksibilitet for at få balance i arbejds- og familielivet, og tit er det de mest pligtopfyldende medarbejdere, der går stille med de behov – men i dag handler det også om at give plads til personlige interesser, sport og hobbyer. Dét skal vi som virksomhed åbne op for, og derfor opfordrer vi lederne til, at de jævnligt spørger medarbejderne, om deres arbejdssted og -tid fortsat passer til deres livssituation", siger Natja Hornsbæk Kleisdorff, HR-direktør hos Berendsen.



Vil du vide mere om fordelene ved at samarbejde med en tekstilservicepartner, der har fokus på medarbejdernes trivsel? Ring til os på tlf. 70 13 33 31 eller send os en e-mail på: dk-info@elis.com – vi svarer på din mail indenfor et døgn.