HR

Medarbejderaktier skaber et fælles engagement i vores virksomhed

Med aktieprogrammet: Elis for All kan medarbejdere fra vores landsdækkende afdelinger købe aktier i vores koncern til favorable priser og vores medarbejdere bakker stort op om aktieprogrammet.

Elis for All 2022

Aktier med 30 % prisnedsættelse

Det er vigtigt for os at anerkende og belønne vores medarbejdere for den forskel, som de gør for virksomheden. Derfor kan alle vores medarbejdere i Danmark (med mindst 3 måneders anciennitet) i efteråret købe aktier i koncernen med en prisnedsættelse på 30 % – og for hver 10. tegnede aktie forærer vi en ekstra aktie til medarbejderen. Investeringerne bliver bundet i 3 år, hvorefter det eventuelle udbytte udbetales til medarbejderaktionærerne. Vores HR-direktør Natja Aaberg Hornsbæk fortæller:

”Vores virksomheds succes kan vi takke alle vores medarbejdere for – både vores værdifulde produktionsmedarbejdere, der hver dag vasker og pakker vores kunders tekstiler, samt vores dedikerede medarbejdere på hovedkontoret og dygtige sælgere. Med Elis for All kan vi række ud til samtlige medarbejdere på tværs af vores afdelinger og organisatoriske niveauer – og give dem alle mulighed for at blive medejere og få del i virksomhedens økonomiske fremgang, når det går os godt”, siger Natja Aaberg Hornsbæk og fortsætter:

”Jeg tror, at Elis for All og den øgede interne kommunikation om vores aktier allerede har ført til, at flere af vores medarbejdere føler sig mere involverede i virksomheden. Nogle medarbejdere har forhåbentlig fået en stærkere tilknytning til Elis og en oplevelse af, at vi er sammen om virksomhedens udvikling og fremtid. Vi oplever blandt andet, at flere medarbejdere er begyndt at interesse sig for og stille spørgsmål til, hvordan de læser vores regnskaber – og det engagement i Elis og vores fælles resultater og økonomi er vi selvfølgelig rigtigt glade for.”

Hos os bliver udvalgte produktionsmedarbejdere hvert år hyldet og belønnet for at være rollemodeller, der udlever vores virksomheds værdier. Læs mere her

Stor tilslutning fra medarbejdere

Elis Danmark A/S er en del af koncernen Elis – den førende europæiske tekstil-, hygiejne- og facility services partner. Aktieprogrammet Elis for All kører i år på tværs af 17 forskellige lande, så mere end 40.000 medarbejdere kan deltage. Natja Aaberg Hornsbæk udtaler:

”Det er 3. gang, vores medarbejdere i Danmark får tilbuddet om at deltage i Elis for All – og faktisk har Danmark de tidligere år været blandt de deltagerlande, hvor flest medarbejdere procentuelt har valgt at tegne medarbejderaktier, når man ser på tværs af koncernen. Vi gør dog rigtig meget for at fortælle vores medarbejdere, at det er et frivilligt tilbud, og at de naturligvis kun skal investere i medarbejderaktier, hvis og som det passer med deres økonomi – for aktier følger jo markedernes udvikling og virksomhedens resultater, og ligesom Elis-aktiens kurs kan stige, så vil der også altid være en risiko for, at den falder. I år bliver Elis ligesom resten af erhvervslivet naturligt påvirket af konflikten i Ukraine og den voksende inflation, der har ført til store stigninger i energipriserne – og vi er selvfølgelig spændte på at se, om det vil påvirke, hvor mange der deltager i Elis for All her i efteråret”, siger Natja Aaberg Hornsbæk og fortsætter:

”Elis er en stor og robust virksomhed, og de services og produkter, som vi leverer, vil landets arbejdspladser også fremadrettet have et behov for. Vi har et solidt fundament, en stabil produktion og et fokus på at drive en cirkulær forretning med et reduceret ressourceforbrug, som kan hjælpe os til at styre godt igennem energikrisen. Vi håber, at det også vil afspejle sig positivt i kursværdien på vores medarbejderaktier.”

Vores årsrapport for Elis Danmark A/S viser, at vi i 2021 havde en nettoomsætning på 1,33 milliarder kr., og at mere end 92 % af vores omsætning var bundet op på cirkularitet. Læs mere her

Fakta om danskernes aktier:

  • Foruden pensionsopsparingerne var det lidt mere end hver 5. person i Danmark, som ejede aktier i 2019.
  • Andelen af mænd, der har aktier, er 23 % – det er lidt mere end andelen af kvinder, der har aktier, som er 20 %.
  • Det er især personer over 40 år, der ejer aktier, og de store aktieformuer er koncentreret hos få personer.

 

Kilde: Danmarks Statistik/Formuestatistikken

Vil du vide mere om fordelene ved at samarbejde med landets førende tekstilservicepartner? Ring til os på tlf. 70 13 33 31 eller send os en e-mail på: dk-info@elis.com