HR
Et privilegium at kunne arbejde som 69-årig
Antallet af seniorer i folkepensionsalderen, der bliver på arbejdsmarkedet, har været stigende de seneste 10 år. Og den statistik er 69-årige Anni, som arbejder hos os på vaskeriet/systuen i Kjellerup, en del af.
Anni arbejder som produktionsmedarbejder på systuen i Kjellerup, hvor hendes daglige arbejde bl.a. består i at lægge bukser op, reparere huller og udlevere dyner, puder og uniformer til læger og sygeplejersker.
I dag er de to medarbejdere på systuen, hvor Anni tidligere arbejdede alene. Men hun træder også gerne til andre steder som fx i vaskeriet og produktionen nedenunder. Anni udtrykker således sin glæde over arbejdspladsen: ”Jeg arbejder, fordi jeg kan lide at være her med gode kolleger, og så er jeg heldig at have et godt helbred”.
Fleksibilitet og nedsat arbejdstid
Gode arbejdsvilkår som ”mere fleksibilitet” og ”nedsat arbejdstid” er ifølge en undersøgelse fra Institut for Lykkeforskning nogle af de ønsker virksomheder skal kunne imødekomme, for at seniorerne vil forlænge deres arbejdsliv *.
Det stemmer overens med Annis arbejdsønsker, hvor hun de seneste 10-11 år har arbejdet 29,5 time om ugen fordelt over 4 dage. Dermed kan hun samtidig nyde fritiden og friheden med sin jævnaldrende mand, der også stadig arbejder. Og det giver tid til et aktivt fritidsliv med gymnastik, gå- og cykelture samt børnebørn.
Ansvarsbevidst tilbagetrækning
Selvom Anni fylder 70 år til jul og har ydet en kæmpe indsats på arbejdsmarkedet, så har hun ikke sat dato på, hvornår hun trækker sig tilbage. I knap 20 år er det os i Elis, som har haft glæde af hendes arbejdsindsats. Anni slutter af med at sige: ”Michael (red. afdelingschef i vaskeriet i Kjellerup, Annis chef) jeg stopper ikke foreløbig - jeg nyder at møde ind på arbejde. Jeg skal nok sige til i god tid, når dagen kommer.”
Læs også artiklen Elis’ ældre ansatte får rådgivning om at gå fra arbejdsliv til seniorliv
* Kilde: https://seniorklar.dk/wp-content/uploads/sites/8/2023/11/seniorklar-ana…