CSR

Den Gamle Kro i nye klæder: Vores kokkejakker er lavet af genbrugte plastflasker

I juni slog Den Gamle Kro dørene op til en nyrestaureret, bæredygtig restaurant. Nu laver de vand med brus fra egen hane for at undgå engangsflasker – og kokkejakkerne laves af brugte plastflasker og vaskes på vores svanemærkede vaskeri.

Den gamle kro RTE

Den romantiske bindingsværksbygning, som huser Den Gamle Kro i Odense, er anlagt for flere hundrede år siden – længe før, der fandtes ord som ”bæredygtighed”. De nye ejere har restaureret huset med stor respekt for stedets historie, men samtidig med en vision om at bringe fortiden ind i nutiden og tage et miljømæssigt og menneskeligt ansvar. I Den Gamle Kros nyåbnede deli bliver takeaway-maden lavet af samme råvarer som i restauranten for at undgå madspild; Køkkenet har etableret vandstationer, så de kan servere filtreret vand med og uden brus fra egen hane til restaurantens gæster og mindske brugen af engangsflasker i plast. Og Den Gamle Kro har også valgt at leje miljømærkede kokkejakker, forklæder, duge, servietter, viskestykker og måtter hos os.

”Vi har ambitioner om at blive den mest bæredygtige restaurant og den bedste arbejdsplads i Danmark. Vi vil inspirere andre i vores branche til at tænke længere, når det kommer til miljøet… for det handler jo ikke kun om det, der serveres på tallerkenen. Derfor er alle restaurantens medarbejdere nu klædt i smart designede kokkejakker, der er lavet af genanvendt polyester fra brugte plastikflasker – og vores gæster bliver så overraskede, når vi med et smil på læben siger, at vi ikke længere serverer vand i plastflasker ved bordene, fordi vi hellere vil genanvende engangsflasker ved at tage dem på…”, siger Den Gamle Kros nye direktør Claus Sigmann og fortsætter:

”At der er polyester i tøjet gør det mere slidstærkt, så det holder længere – og kokkejakkerne indeholder også BCI-indkøbt bomuld, som sikrer, at bomuldsbønderne ude på marken har anstændige arbejdsforhold og dyrker jorden ansvarligt. Vi har valgt at samarbejde med Elis, fordi de har en bæredygtighedsprofil, vi ser op til – de er så langt fremme, at de inspirerer os til at gøre det bedre. Og det er en kæmpe fordel, at Elis er en totalleverandør, så vi hos dem kan få alle de køkkentekstiler, dækketøj og måtter, som vi har behov for.”

Fleksibel service og svanemærkede vaskerier

På mange restauranter er det normen, at tjenere hver dag vasker deres eget arbejdstøj, men Den Gamle Kro har valgt, at vi hos Elis skal løse den opgave. På vores miljøoptimerede vaskerier bliver alle Den Gamle Kros tekstiler vasket med et forbrug af vand, energi og kemikalier, der er lavere end Svanemærkets krav – og de rene tekstiler leveres til restauranten af vores servicechauffører, der er uddannede i miljørigtig kørsel. Claus Sigmann siger:

”Vores medarbejdere skal kunne mærke i hjertet, at arbejdspladsen hjælper dem med at få det liv, de ønsker – og når vi letter dem for den sure pligt med vasketøjet, får de mere tid til familien og livet ved siden af jobbet. Samtidig gør det mig tryg at vide, at Elis har forpligtet sig til Svanemærkets krav, så de vasker tekstilerne så ansvarligt som muligt, og de reparerer løbende tøjet i stedet for at smide det ud. Elis’ fokus har hele tiden været at hjælpe os med at skabe en bedre og endnu mere bæredygtig forretning, og vores samarbejde med Elis har virkelig bekræftet os i, at empatien og omtanken for andre menneskers behov stadig findes og lever. Elis var især fleksible og kreative for at opfylde alle vores behov i den travle åbningsperiode – da det ikke var alt tøj, der kunne leveres i alle størrelser med det samme, så tilbød de os lånetøj midlertidigt. Derfor kunne alle restaurantens medarbejdere stå klar og klædt på til at modtage gæsterne fra dag 1 – og som en overraskelse kom Elis endda ud med en rød løber til åbningsdagen.”

UHF-chips minimerer tekstilforbruget

Ligesom Den Gamle Kro tænker innovativt for at minimere madspild, så har vi også fokus på at minimere forbruget af tekstiler. Derfor er det chippet og sporbart arbejds- og dækketøj, som vi udlejer og vasker for Den Gamle Kro – og det er der flere fordele ved, fortæller Katharina Wendelboe Ritzi, Key Account Manager hos Elis: 

”Chippene sikrer først og fremmest en høj kvalitet på tekstilerne, da man via chippen kan spore antal vask og levetid. Det giver Den Gamle Kros restaurantgæster en bedre totaloplevelse, når der altid er flotte og helt nyvaskede og friske duge og servietter på bordene. Chippen sikrer desuden en bedre lagerstyring for kunderne samt overblik over cirkulation af tekstilerne, så vi undgår et overforbrug – hvilket naturligvis både er godt for miljøet og vores kunders økonomi.”

Vil du vide mere om fordelene ved vores miljøvenlige vaskeløsning og tekstiler? Ring til os på tlf. 70 13 33 31 eller send os en e-mail på: dk-info@elis.com



Om Den Gamle Kro:

  • Den Gamle Kro er beliggende i det gamle kvarter af Odense C.
  • Bygningen er fra 1683 (sandsynligvis før), og der har i årenes løb bl.a. været bageri, værtshus, skomager, grønthandler og restaurant.
  • I dag danner Den Gamle Kro rammen om selskabslokaler, en restaurant med gårdhave og den nyåbnede deli.