CSR
SIG LUND designer unikt modetøj af vores kasserede arbejdstøj
Kan slidt og kasseret arbejdstøj fra bl.a. industrien få et nyt liv som modetøj? Ja, hvis du spørger vores nye designpartner SIG LUND, der vil være et cirkulært fashion brand – og kun bruger tekstiler, som allerede er sat i verden.
Nyt fashion brand upcycler bl.a. råt smede- og kokketøj
Hos Elis har vi som ambition at genanvende 100 % af vores kasserede tekstiler i 2030, og vi har dannet partnerskaber med adskillige designere, der upcycler en del af vores kasserede tekstiler. Helt naturligt oplever vi, at det er nemmest at afsætte vores mest lettilgængelige, kasserede tekstiler – som f.eks. vores duge og sengelinned, der minder om metervarerne fra en stofbutik og derfor er mindre vanskelige at sy om til andre produkter. Men nu har vi startet et samarbejde med det nye fashion brand SIG LUND, der udelukkende fokuserer på at upcycle det arbejdstøj, som vi udlejer og vasker for danske arbejdspladser. Rikke Liebetrau, der er medejer og partner i SIG LUND, siger:
”Vi vil skabe modetøj, som er unikt, har kant og gør det muligt for folk at udtrykke sig kreativt. Elis’ kasserede arbejdstøj har en historie og et ekstraordinært udtryk, som vi slet ikke ville få, hvis vi brugte f.eks. kasserede lagner og duge. SIG LUND’s ”Blacksmith Jacket & Skirt” er f.eks. syet af kasseret smedetøj, vores ”Kitchen Shirt & Skirt” er syet af forklæder, og vores ”Chef Trenchcoat” er syet af småternede kokkebukser. Vi har fået alt muligt forskelligt arbejdstøj fra Elis, hvor vi klipper det slidte og plettede væk, så de mennesker, der skal gå i SIG LUND-tøjet, får følelsen af, at det er nyt og gennemarbejdet”, siger Rikke Liebetrau og fortsætter:
”Noget af arbejdstøjet har Elis kasseret, fordi det med tiden har fået en forkert nuance, eller fordi en medarbejder f.eks. har glemt en kuglepen i lommen, som har skabt pletter, der ikke kan fjernes – men arbejdstøj er generelt fremstillet til at være slidstærkt, og det er Elis’ kasserede arbejdstøj også, når vi får det. Selv det mest slidte håndværkertøj i denim er stadig tykt og kraftigt, så vi kan sagtens give det et nyt og langt liv som modetøj. Og det langvarige slid giver desuden denimstoffet en ruskindsagtig overflade og et råt og virkelig flot look”.
Store ambitioner bag SIG LUND
I år har Rikke Liebetrau og Mathilde Sigaard Sørensen, der også er partner og medejer i SIG LUND, afhentet ca. 1.100 kg kasseret tøj hos vores vaskeri i Tilst, som er fragtet til SIG LUND’s systue i Ikast – så modetøjet kan produceres lokalt med minimal transport og CO2-udledning. Allerede nu er de ved at afdække, om SIG LUND på sigt kan aftage kasseret beklædning fra andre af vores landsdækkende industrivaskerier, og de langsigtede ambitioner bag fashion brandet er høje. Mathilde Sigaard Sørensen fortæller:
”Lige nu har vi selv hænderne i alt – vi står endda selv og klipper knapper og manchetter af arbejdstøjet fra Elis. Men på sigt ønsker vi også at samarbejde med systuer for socialt udsatte, og vi har som ambition, at vi hele tiden vil optimere vores virksomhed, så vi hos SIG LUND bliver mere bæredygtige, vokser og forhåbentlig en dag kan konkurrere med andre high-end fashion brands med kant. Fra Elis kan vi aftage så mange kasserede tekstiler, at vi hurtigt kan få volumen på vores virksomhed – og for os betyder det meget, at det lige netop er arbejdstøj fra Elis, vi aftager”, siger Mathilde Sigaard Sørensen og fortsætter:
”I modsætning til mange andre tekstiler, så er arbejdstøj jo fra starten skabt, fordi det er nødvendigt – en smed har f.eks. brug for sikkert arbejdstøj for at holde sig beskyttet under sine daglige opgaver. Så vi kan bruge nogle af de materialer, som med et meningsfuldt formål allerede er i sat verden, til at give forbrugerne et mere bevidst og ansvarligt valg indenfor modetøj. Samtidig er kasseret arbejdstøj en type tekstiler, som Elis har et stort behov for at få afsat – og vi elsker tanken om, at jo bedre det går for os, jo bedre går det også for Elis med at få genanvendt flere tekstiler. Så vores partnerskab med Elis sætter vi stor pris på”.
Vores designpartnere Muttilove og Hjelt upcycler også vores kasserede tekstiler – læs mere her
Vil forlænge tekstilers brugsfase – og give kasserede tekstiler nyt liv
Som landets førende tekstilservicevirksomhed har vi hos Elis hvert år millioner af tekstiler i cirkulation blandt danske arbejdspladser. Vi indkøber slidstærke tekstiler, som vaskes skånsomt på vores svanemærkede vaskerier og løbende repareres, så tekstilerne får den længst mulige levetid blandt vores kunder – men når tekstilerne med tiden bliver for slidte eller får varige pletter og ikke længere lever op til vores kunders kvalitetskrav, udskifter vi dem med nye. Hver måned får vi heldigvis nye designpartnere som SIG LUND, der hjælper med at give vores kasserede tekstiler et nyt liv, ligesom vi donerer kasserede tekstiler til godgørende formål og engagerer os i forskningsprojekter indenfor tekstilgenanvendelse. Vores QA Manager Lisbeth Linde fortæller:
”I 2021 fik 29 % af vores kasserede tekstiler et nyt liv – så der er stadig et godt stykke vej til, at vi når ambitionen om at genanvende 100 % af vores kasserede tekstiler i 2030. Vores designpartnere er vigtige for os, men vi bidrager også aktivt til forskning og projekter indenfor tekstilgenanvendelse, da vi tror på, at forskning er nødvendig for at indfri vores 2030-ambition. Dels fordi vi har rigtigt mange tekstiler i omløb, og dels fordi der bare er nogle af vores tekstiler, som det er vanskeligt for vores partnere at upcycle eller downcycle. Derfor er vi selvfølgelig rigtig glade for, at bl.a. SIG LUND kan se muligheder i vores kasserede tøj – og at de gerne vil bruge den tid og kreativitet, som det kræver, for at slidt arbejdstøj kan blive forvandlet til unikt modetøj”.
Hos Københavns Professionshøjskole bliver vores kasserede tekstiler genanvendt som en del af undervisningen til fremtidens folkeskolelærere – læs mere her
Vil du vide mere om fordelene ved at samarbejde med en tekstilservicepartner, der har fokus på at forlænge tekstilernes liv? Ring til os på tlf. 70 13 33 31 eller send os en e-mail på: dk-info@elis.com